Igennem mere end 15 år har elektroniske skilte vist trafikanterne i
Aalborg Midtby antallet af ledige pladser på de større parkeringsanlæg.
Det er nu tid til at udskifte systemet. Samtidig udvides systemet, så de større parkeringsanlæg, der er anlagt i mellemtiden, bliver føjet til systemet.
Arbejdet begyndte før jul med de arbejder, der ikke påvirker det nuværende system. Næste skridt er at fjerne de eksisterende skilte og opstille nye. Skiltene vil derfor blive slukket fra mandag d. 30. januar. Dog vil de skilte, der står tættest på de private P-anlæg, blive holdt tændt længst muligt.
Aalborg Kommune forventer, at det nye system er klar til brug i starten af april. Når de nye skilte opstilles, vil de blive dækket af røde kryds. Når krydsene fjernes, er det et tegn til trafikanterne om, at de igen kan lade sig vejlede af skiltene. 11 parkeringsanlæg
Det nye system er udvidet til at omfatte i alt 11 anlæg. Heraf er de fem anlæg offentlige, nemlig Budolfi Plads, Gåsepigen, Kongrescenter, Sauers Plads og Sømandshjemmet. Derudover er der seks private anlæg: Salling, Føtex, Friis, C.W. Obel, Palads Parkering og Kennedy Arkaden. Endelig er systemet forberedt for udvidelse med kommende større parkeringsanlæg. C.W. Obel og Kennedy Arkaden er nye anlæg, som tilføjes systemet. Der vil i alt blive opstillet skilte 33 steder. Vejvisning
Når trafikanterne nærmer sig midtbyen, vil skiltene vise, hvor mange ledige pladser, der er, hvis man kører henholdsvis ligeud, til venstre og til højre. Den skiltning gentages i de større kryds. Tættere på parkeringsanlæggene er der desuden skilte, som viser antallet af ledige pladser i hvert enkelt anlæg. Planlæg din parkering
Trafikanterne har ikke kun mulighed for at finde en p-plads ved at se på skiltene. Det er også muligt at undersøge mulighederne, før man kører hjemmefra. På hjemmesiden www.trafikken.dk findes en oversigt over antallet af ledige p-pladser på anlæggene i Aalborg Midtby. Samme oplysninger kan fås ved at sende en SMS med teksten PARK til 1231. Nyt design
Ikke kun antallet af parkeringsanlæg ændres – skiltene får også et nyt udseende. Standere og skilte udformes i samme farve som en stor del af de øvrige elementer i gadebilledet, bl.a. buslæskurene.